Personen bag

Mig og mine to hunde

Jeg hedder Anja Bødiker og her er mit hundelivs begyndelse

Jeg var omkring 3 år gammel. Min mormor, som boede ved siden af, fik en lille hvid pudelhvalp Ladi. Min mormor havde fortalt om hendes tidligere hunde med en stor glæde. Jeg så Ladi næsten hver dag og elskede at se hende løbe frit. Hendes bagben var lange og når hun drønede afsted, lignede hun en hare, ingen af de andre hunde kunne følge med, til stor underholdning for alle.

I 1993 fik jeg min egen hund, mens jeg stadig boede hjemme, Mika en lille hvid blanding. Jeg glemmer aldrig den dag vi hentede hende hjem, det blev mørkt og hendes øjne havde tåre og jeg fik så utrolig dårlig samvittighed over at have taget hende fra sin mor og søskende. Den aften lovede jeg mig selv, at vores hjem nok skulle blive en god erstatning. Mika var med ude at rejse, sov under min dyne, jeg husker ingen problemer, kun et fantastisk venskab, dejlige ture efter skole – en fælles forståelse, en tosomhed og en ro. Jeg havde ansvar for pelspleje, klipning, jeg klippede negle og alt andet og jeg nød at nusse om hende.
I 2007 stod jeg for første gang, jeg kan huske, uden hund. Det var frygteligt, jeg mistede noget af mig selv. Jeg kæmpede med en sorg og kunne mærke at jeg måtte have en hund til at berige mit liv igen, det bliver en afhængighed.

I 2008 kom Lina, en Bichon Havanais, og tog mig med storm, min helt egen hund, et kæmpe ansvar, jeg blev nervøs ved tanken. Lina fulgte mig i tykt og tyndt, men skulle være alene mens jeg arbejdede. Det gjorde ondt helt ind i sjælen at forlade det ville væsen. Jeg havde fået hund for at være sammen med den, så jeg måtte ændre på hverdagen.
Lina var med på udstilling, en spændende verden at få lov at deltage i og vi fik senere hvalpe, en helt ubeskrivelig oplevelse, som har givet mig en indsigt i hundenes verden, deres omsorg, sprog og instinkter. Jeg føler mig så privilegeret, at have oplevet det og været med til at præge nye liv. Jeg tog orlov og arbejde hjemmefra og havde dem sågar med på arbejde, da de blev større. I forbindelse med hvalpene valgte jeg at tage opdrætteruddannelsen hos Dansk Kennel Klub og jeg fik kennelmærke.

Det var med Lina jeg kom ind i hundetræningsverdenen. Den glæde jeg selv oplevede ved at træne og arbejde sammen med min hund gjorde, at jeg lærte hende at kende, vi forstod hinanden, det var en åbenbaring og det var startskuddet for min lyst til, at give min viden videre til andre hunde og deres mennesker.  

Min mening
Hunde er umiddelbare og ærlige, de vil os mennesker det bedste. Det de giver mig, er ikke til at gøre op i penge eller sammenligne med hvad et andet menneske kan give, for vi mennesker kan ikke give det hunde kan og derfor kan jeg ikke leve uden.

Jeg arbejder med hunde, fordi jeg elsker at se båndet mellem hunde og deres mennesker styrkes og udvikles, når forståelse gror hos begge parter.

Vi er bekendt med, at menneskers intellekt er højere end hundes og netop derfor mener jeg det er menneskets ansvar, at forstå og sætte sig ind i hundenes verden, for at få det bedste samarbejde med dem.

Hunde lever i fangeskab hos os, hvorfor det er vores ansvar, at det fangeskab bliver så godt og frit som det overhoved kan for hundene. For at det bliver muligt, kræver det en indsigt og forståelse for hvad en hund er, dens behov mentalt og fysisk, instinkter, sprog, hvordan de lærer og meget mere.

Vi bør vise dem tillid og huske, at hunde kan alt uden os, det de har brug for fra os, er guidens i hvordan det er at leve som en del af vores familie og netop det kan jeg hjælpe med.

Velkommen i hundenes fantastiske univers.

Lidt mere om mig
Jeg har arbejdet med hunde på klubplan i ca. 10 år, lydighed og agility. I 2013 blev jeg uddannet hundeinstruktør ved DGI.

I 2018 blev jeg færdig med Turid Rugaas‘s internationale hundetræneruddannelse i hundeadfærd og problemløsning. 

Jeg er medlem af og landsrepræsentant for Pet Dog Trainers of Europe (www.PDTE.eu), en organisation af hundefolk, som har til formål, at bruge gode og etiske træningsmetoder, skabe bedre kendskab til hunde, hundes adfærd, hundes kommunikation og hundetræning. Hundes velfærd er grundlaget i PDTE’s arbejde.

Eksempler på kurser, foredrag o.lign. jeg har deltaget i:
Julian Brossé, ulve
Hundemassage DGI, Anni Pedersen, 2012
DGI Agility Convention, 2012 + 2013
Kiropraktik på hunde, The Touch v/Lone Fabritius, 2013
Viden på bordet DKK, 2014
Dog Symposium, Norge 2014
Tanddyrlæge Jens Ruhnau, 2014
Irene Jarnved, hunderacer, 2015
Irene Jarnved (DGI), “dæmp den stressede hund”, 2015
Turid Rugaas, evalueringstest med beriget miljø, 2016
DGI Avanceret agility, 2016
Snudekompagniet, Hanne Truelsen, hundesprog, 2017
Lydighedskursus Garbogaard Annette Dalgaard, 2017
Irene Jarnved, hundesprog, 2017
Dog Symposium, Norge 2018
Firstaid – red liv, førstehjælp til hunde, 2018
Anette Røpke, foredrag “forstå dine dyr”, 2018
Galen Therapy Centre (UK), kronisk smerte og myoterapi, 2018
Dog Symposium, Norge 2019
Hund & Træning, Empowerment og frivillig håndtering, 2019
Nordisk Heste- og Hundeterapiskole (Norge), “sterk hund”, 2019
Tanddyreklinikken, hundes tænder, 2019
Nosework Education, Anne Lill Kvam (Norge), 2019
Dog Symposium, Norge 2020